En modificeret selvsimulering-hypotese.

Det dominerende paradigme, materialisme og videnskabelig positivisme, antager, at stof er primært, og bevidsthed er en bivirkning. Denne antagelse er ikke et fund; det er et udgangspunkt. Og det fjerner stilfærdigt hele klasser af løsninger fra bordet.

Den modificerede selvsimuleringshypotese vender rækkefølgen om. Bevidsthed er primær. Universet er en selvkørende, selvobserverende proces, hvor bevidstheden deltager i at forme det, der bliver fysisk. Materie består, men som et stabiliseret udtryk for bevidsthed, ikke dens modsætning.

Dette er ikke nyt. Det gentager de gamle åndelige traditioner, der placerede bevidsthed i centrum. Hvad der er nyt, er, at moderne fysik, måleafhængig virkelighed, information som substrat, observatoreffekter, ikke længere udelukker det.

Inden for denne ramme holder UAP op med at være en forlegenhed for fysikken og bliver et sammenhængende fænomen.